Abonnementsvilkår
NordiskSoft ApS · CVR 37467901
1. Aftalens parter og omfang
1.1. Nærværende vilkår gælder al brug af Klarkunde og er gældende mellem:
Leverandøren: NordiskSoft ApS, CVR-nr.: 37467901, Hammerensgade 1, 2. th., 1267 København K, e-mail: support@klarkunde.dk (herefter "Leverandøren").
Kunden: Den erhvervsvirksomhed der tegner abonnement på Klarkunde (herefter "Kunden").
1.2. Klarkunde er et cloudbaseret system til kundekendskab (KYC) og hvidvaskkontrol, der udelukkende tilbydes erhvervskunder.
1.3. Nærværende vilkår, en eventuel købsaftale og den tilhørende databehandleraftale udgør tilsammen den samlede aftale mellem parterne. Dokumenterne kan ikke stå alene. Samtidig med accept af disse vilkår indgår Kunden en databehandleraftale med Leverandøren.
1.4. Tegneren af abonnementet bekræfter at have bemyndigelse til at indgå denne aftale på vegne af den virksomhed eller organisation, som vedkommende repræsenterer.
2. Accept af vilkår
2.1. Accept af nærværende vilkår sker ved:
- a) at Kunden afkrydser "Jeg har læst og accepterer abonnementsvilkårene" i forbindelse med oprettelse af abonnement eller ved login efter en ny version,
- b) at tegne et skriftligt abonnement hos Leverandøren, eller
- c) at tilkendegive accept på anden vis over for Leverandøren.
2.2. Accepten registreres elektronisk med tidspunkt, IP-adresse, den accepterende bruger, versionsnummeret og en SHA-256-kontrolsum af den accepterede tekst.
2.3. Eftersom Klarkunde udelukkende udbydes til erhvervskunder, gælder ingen 14 dages fortrydelsesret fra abonnementets aktiveringstidspunkt.
3. Leverandørens ydelse
3.1. Leverandørens ydelse er at give Kunden online adgang til Klarkunde via en cloudløsning, som alene er en brugsret og ingen licens. Leverandøren har således ikke andre forpligtelser over for Kunden ud over hvad der fremgår af nærværende vilkår.
3.2. Et abonnement giver adgang til det antal brugere og aktive kunder, der er inkluderet i den valgte plan. Aktive kunder ud over planen afregnes efter prislisten.
3.3. Abonnementet må kun benyttes af én juridisk enhed (CVR-nummer).
3.4. Klarkunde udgør ikke juridisk, revisions-, skatte- eller anden faglig rådgivning. Enhver risikovurdering, screening, rapport, skabelon eller AI-genereret output er alene vejledende og skal kontrolleres af Kunden. Bruger Kunden systemet til kundekendskab, er og forbliver Kunden den forpligtede enhed efter hvidvaskloven og bærer det fulde ansvar for kundekendskab, risikovurdering, godkendelse af kunder og eventuel underretning til Hvidvasksekretariatet.
4. AI-funktioner og automatisering
4.1. Klarkunde indeholder AI-baserede funktioner, herunder forslag til risikovurdering, forslag til begrundelse for egenvurdering og AI-assisteret websøgning efter politisk eksponerede personer (PEP) og negativ omtale.
4.2. AI-funktioner kan være behæftet med fejl, unøjagtigheder og ufuldstændigheder. Et AI-resultat er et forslag og aldrig en afgørelse; Kunden skal altid kontrollere og verificere AI-genererede resultater inden brug.
4.3. Leverandørens ansvar for AI-funktioner er underlagt de i § 19 anførte ansvarsbegrænsninger.
4.4. AI-funktioner afhænger af tredjepartsleverandører (herunder Anthropic). CPR-numre sendes aldrig til AI-udbydere. Leverandøren garanterer ikke tilgængeligheden, nøjagtigheden eller fortsat levering af AI-funktioner og kan ændre, erstatte eller fjerne sådanne funktioner med rimeligt varsel.
4.5. AI-funktioner er underlagt et månedligt forbrugsloft og et opstartsbudget afhængigt af Kundens valgte plan. Når loftet er nået, begrænses AI-funktionerne midlertidigt, indtil loftet hæves eller måneden skifter. Kontrol mod officielle lister og CVR er aldrig omfattet af begrænsningen.
5. Lister, PEP-udbydere og reelle ejere
5.1. Klarkunde kontrollerer kundernes personer mod officielle sanktions- og PEP-lister (EU, FN, OFAC, Storbritannien og Finanstilsynets PEP-liste). Listerne hentes fra de udstedende myndigheder, og den anvendte version gemmes som dokumentation.
5.2. Leverandøren kan anvende en kommerciel PEP- og sanktionsdatabase (fx OpenSanctions eller dilisense) til opslag på udenlandske PEP'er. Der sendes alene navn, fødselsdato eller -år og nationalitet – aldrig CPR-nummer. En sådan database tages først i brug efter varsel, jf. databehandleraftalens § 8.2.
5.3. Et listefund er et muligt match, som Kunden selv skal afklare. Leverandøren træffer ingen afgørelse om, hvorvidt en person er omfattet.
5.4. Oplysninger om reelle ejere fra Erhvervsstyrelsens CVR-register stilles kun til rådighed for Kunder, der har afgivet en tro- og loveerklæring om, at de er omfattet af hvidvaskloven. Oplysningerne må alene anvendes til kundekendskab efter hvidvaskloven og må ikke videregives. Hvert opslag logges. Leverandøren kan lukke adgangen ved mistanke om misbrug.
6. Beta- og testfunktioner
6.1. Leverandøren kan fra tid til anden gøre beta-versioner, testfunktioner eller tidlig adgang til nye moduler tilgængelige for Kunden.
6.2. Beta-funktioner stilles til rådighed uden nogen form for garanti, indeståelse eller supportforpligtelse og kan ændres, tilbagetrækkes eller fjernes uden varsel.
6.3. Kunden bør ikke basere kritiske forretningsprocesser på beta-funktioner.
6.4. Beta-funktioner er mærket som "Beta", "Preview" eller tilsvarende i systemets brugergrænseflade.
7. Planer, priser og abonnement
7.1. De til enhver tid gældende planer og priser fremgår af Leverandørens hjemmeside: www.klarkunde.dk/priser/.
7.2. Alle priser er i danske kroner og eksklusive moms. Årsbetaling svarer til 10 × månedsprisen.
7.3. Leverandøren kan ændre priser med en måneds varsel til udgangen af et kvartal. Prisændringer varsles pr. e-mail og opslag på hjemmesiden. Prisændringer påvirker kun nye perioder, ikke allerede fakturerede perioder.
7.4. Kunden kan til enhver tid skifte plan i systemet. Et planskift træder i kraft fra næste periode.
7.5. Allerede fakturerede ydelser refunderes ikke ved nedgradering.
8. Betaling
8.1. Fakturaen forfalder ved udstedelse og trækkes automatisk på det betalingskort, Kunden har registreret. Mislykkes trækket, forsøger Leverandøren igen, og Kunden får besked på e-mail med link til at betale eller opdatere kortet under "Abonnement og fakturaer". Er fakturaen ikke betalt senest 8 dage efter fakturadatoen, er betalingen forsinket, og § 9 finder anvendelse. Ved betaling via bankoverførsel efter særskilt aftale er betalingsfristen 8 dage netto fra fakturadato.
8.2. Leverandøren udsteder selv fakturaer. Betalingskortet behandles af Stripe; Leverandøren opbevarer ikke kortdata. Bankoverførsel aftales særskilt og kun ved årsbetaling eller Enterprise-abonnement.
8.3. Ved Kundens første aktivering af et månedligt abonnement faktureres Kunden forholdsmæssigt for den løbende måned (fra aktiveringsdatoen til månedens udgang), således at betalingen herefter følger kalendermånederne.
8.4. Efterfølgende fakturering for månedlige abonnementer sker månedsvis forud for den kommende måned.
8.5. For årligt forudbetalte abonnementer faktureres hele årsperioden forud fra aktiveringsdatoen.
8.6. Aktive kunder ud over planen og tillæg, som Kunden har aftalt (fx ekstra AI-budget), faktureres på den efterfølgende faktura.
8.7. Faktura og rykker sendes pr. e-mail til samtlige fakturamodtagere, som Kunden har registreret i systemet, og anses for leveret, når de er afsendt af Leverandøren. Der skal altid være mindst én fakturamodtager.
8.8. Allerede fakturerede abonnementsydelser refunderes ikke ved Kundens efterfølgende opsigelse eller nedgradering.
9. Forsinket betaling og rykkere
9.1. Er betalingen forsinket, jf. § 8.1, kan Leverandøren sende rykkere. Første rykker sendes tidligst 3 dage efter, at betalingen er blevet forsinket. Der sendes højst tre rykkere med mindst 10 dages mellemrum, hver med et rykkergebyr på 100 kr. i overensstemmelse med renteloven § 9 b. Gebyret er momsfrit og opkræves på næste faktura.
9.2. Ved forsinket betaling kan Leverandøren beregne morarenter fra forfaldsdagen efter renteloven § 5 og kræve kompensation for inddrivelsesomkostninger efter renteloven § 9 c (310 kr. for erhvervskunder).
9.3. Er betaling ikke modtaget, når tredje rykker er sendt, kan Leverandøren spærre Kundens adgang til systemet, uden at Kunden kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for Leverandøren. Adgangen åbnes ved modtaget betaling, medmindre Leverandøren forinden har ophævet abonnementet.
9.4. Under en spærring opbevares Kundens data fortsat, jf. § 15, og Kunden kan fortsat eksportere sine data.
10. Prøveperiode
10.1. Nye Kunder har en gratis prøveperiode på 14 dage med plads til op til 5 kunder. Prøveperioden kræver ikke betalingskort.
10.2. Under prøveperioden har Kunden adgang til alle funktioner med de begrænsninger, der fremgår af hjemmesiden.
10.3. Ved prøveperiodens udløb kan Kunden vælge at oprette et betalt abonnement. Oprettelse følger faktureringsreglerne i § 8.
10.4. Hvis Kunden ikke opretter et betalt abonnement inden prøveperiodens udløb, spærres adgangen. Data bevares i 30 dage efter udløb og slettes herefter permanent, medmindre Kunden inden da opretter et abonnement eller beder om udlevering.
10.5. Leverandøren sender e-mail til Kundens administratorer 7 dage og 1 dag før sletningen med link til eksport af data.
11. Aftalens varighed, binding og opsigelse
11.1. Abonnementet løber, indtil det opsiges. Kunden kan opsige abonnementet med løbende måned plus 1 måneds varsel.
11.2. Ved månedsbetaling er der en bindingsperiode på 3 måneder fra første betalte dag. Opsigelsen har virkning ved udgangen af måneden efter den måned, hvor opsigelsen er modtaget, dog tidligst ved bindingsperiodens udløb.
11.3. Ved årsbetaling fornyes abonnementet automatisk for 12 måneder ad gangen. Opsigelse skal ske med løbende måned plus 1 måneds varsel til udløbet af den betalte periode; i modsat fald fornyes abonnementet for en ny periode på 12 måneder. Leverandøren sender påmindelse om fornyelsen senest 30 dage før.
11.4. Kunden kan opsige abonnementet i systemet (Abonnement og fakturaer → Opsig abonnement) eller pr. e-mail til support@klarkunde.dk. Systemet viser ophørsdatoen, før opsigelsen bekræftes, og Kunden modtager en bekræftelse pr. e-mail. Forudbetalte beløb refunderes ikke.
11.5. Leverandøren kan opsige abonnementet med 3 måneders varsel til udgangen af en kalendermåned, så Kunden har tid til at flytte sine data, herunder KYC-dokumentation, som Kunden skal opbevare i 5 år efter kundeforholdets ophør. Opsigelse kan dog ske uden varsel ved Kundens væsentlige misligholdelse, herunder betalingsmisligholdelse efter fremsendelse af tre rykkere, konkurs, insolvens, tvangsopløsning eller rekonstruktionsbehandling, eller ved urigtig tro- og loveerklæring efter § 5.
11.6. Kunden kan eksportere sine data i systemet under "Eksport af data" (virksomhedens administrator), og KYC-rapporter kan hentes på den enkelte kunde – også under opsigelsesperioden og inden abonnementets udløb.
11.7. Kunden kan ikke overdrage abonnementet til tredjemand uden Leverandørens forudgående skriftlige samtykke.
12. Driftsstabilitet og oppetid
12.1. Leverandøren tilstræber en månedlig oppetid på 99,5 % (ekskl. planlagt vedligeholdelse).
12.2. Oppetid beregnes som: (totale minutter – nedetidsminutter) / totale minutter × 100 for den pågældende kalendermåned.
12.3. Ved oppetid under 99,0 % i en kalendermåned er Kunden berettiget til en forholdsmæssig reduktion i næste periodes abonnement svarende til den konstaterede nedetid.
12.4. Den i § 12.3 nævnte reduktion udgør Kundens eneste misligholdelsesbeføjelse i anledning af utilstrækkelig oppetid og systemnedbrud (sole remedy), medmindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed fra Leverandørens side.
12.5. Planlagt vedligeholdelse varsles senest 3 arbejdsdage i forvejen og lægges så vidt muligt uden for normal kontortid (mandag–fredag kl. 08–17).
12.6. Leverandøren garanterer ikke uafbrudt drift, men tilstræber at driftsstabiliteten er så høj som muligt.
12.7. Systemets funktionalitet afhænger af tredjepartsleverandører (herunder Supabase, Cloudflare, Erhvervsstyrelsen (CVR), MitID-broker, e-mailudbyder, Stripe og AI-udbydere). Fejl eller nedbrud hos disse anses som force majeure i henhold til § 20 og giver ikke Kunden ret til yderligere kompensation ud over den i § 12.3 fastsatte oppetidskreditering.
13. Sikkerhed og hosting
13.1. Leverandøren har foretaget de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen, herunder:
- Krypteret kommunikation (HTTPS/TLS)
- Kryptering af CPR-numre i databasen
- Adgangskontrol med rollebaseret rettighedsstyring og adskillelse af data pr. abonnent
- Kundedata lagres hos Supabase i EU (Irland, AWS eu-west-1)
- Cloudflare leverer hosting og netværk via sit globale netværk; kundedata lagres hos Supabase i EU
- Logning af adgang og ændringer; revisionsloggen opbevares i 5 år
13.2. Kundedata lagres inden for EU/EØS. Behandling hos underdatabehandlere uden for EU/EØS sker alene som beskrevet i databehandleraftalen og bilaget om underdatabehandlere.
14. Backup og datagendannelse
14.1. Fra Kundens første betalte abonnementsperiode tager Leverandøren automatisk daglige backups af kundedata, som opbevares i mindst 7 dage. I prøveperioden gives ingen garanti for backup.
14.2. Ved datatab forårsaget af Leverandøren gendannes data fra seneste tilgængelige backup uden yderligere omkostning for Kunden.
14.3. Leverandøren er ikke ansvarlig for data som Kunden selv har slettet eller for datatab forårsaget af Kundens egne handlinger.
15. Kundens data, opbevaring og dataportabilitet
15.1. Kunden ejer og kan frit disponere over sine data i Klarkunde, herunder registrere, opdatere og downloade data og rapporter.
15.2. Medmindre Kunden instruerer anderledes i overensstemmelse med lovgivningen, gælder følgende opbevaring: KYC-dokumentation opbevares i 5 år efter kundeforholdets ophør (hvidvaskloven § 30) og slettes derefter automatisk. Bogføringsdata, herunder fakturaer, opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, de vedrører (bogføringsloven). Øvrige data slettes 90 dage efter abonnementets ophør.
15.3. Kunden indestår over for Leverandøren for at Kundens data og uploadet materiale ikke krænker tredjemands rettigheder eller er i strid med gældende lovgivning. Manglende iagttagelse heraf er væsentlig misligholdelse.
15.4. Kunden er eneansvarlig for løbende at orientere sig om lovligheden af Kundens data i enhver henseende.
16. Kundens medvirken og konfiguration
16.1. Kunden er ansvarlig for korrekt opsætning og konfiguration af Klarkunde, herunder egen risikovurdering, politikker og forretningsgange, genbesøgsintervaller, brugerroller og spørgeskemaer.
16.2. Kunden er ansvarlig for at teste og verificere konfigurationen inden produktiv brug, herunder ved import af data fra andre systemer.
16.3. Fejlkonfiguration, ukorrekt dataimport eller manglende test fra Kundens side kan ikke danne grundlag for krav mod Leverandøren.
16.4. Kunden er ansvarlig for at opdatere sine kontaktoplysninger og fakturamodtagere.
17. Persondata og databehandling
17.1. Leverandøren behandler personoplysninger på vegne af Kunden i henhold til den særskilte databehandleraftale, der er indgået mellem parterne.
17.2. Alle spørgsmål vedrørende behandling af persondata, brud på persondatasikkerheden, registreredes rettigheder, underdatabehandlere og overførsel til tredjelande reguleres udelukkende af databehandleraftalen.
17.3. Leverandørens eventuelle erstatningsansvar i forbindelse med behandling af persondata er underlagt ansvarsbegrænsningen i § 19, medmindre ufravigelig ret, herunder GDPR artikel 82, forhindrer dette.
18. Tavshedspligt og fortrolighed
18.1. Leverandøren har tavshedspligt vedrørende alle data om Kunden og Kundens kunder.
18.2. Leverandøren tilgår ikke Kundens data uden Kundens samtykke, bortset fra tidsbegrænset supportadgang med begrundelse, som logges, og i det omfang myndighederne efterspørger adgang ved pålæg ifølge lovgivningen eller dom.
18.3. Kunden er ansvarlig for at opretholde sikkerheden og fortroligheden af sine loginoplysninger. Kunden må ikke videregive loginoplysninger til tredjeparter og er ansvarlig for al aktivitet under sine loginoplysninger.
19. Ansvar og ansvarsbegrænsning
19.1. Kundens anvendelse af Klarkunde sker på Kundens eget ansvar. Klarkunde leveres som programmellet er og forefindes, uden nogen form for garantier, tilsikringer eller indeståelser for bl.a. funktionalitet, tilgængelighed eller egnethed til et bestemt formål. Systemet udgør alene et hjælpemiddel for Kunden. Kunden er til enhver tid eneansvarlig for egne dispositioner, herunder overholdelse af lovgivningens krav, frister og indberetninger til myndigheder og rigtigheden af de data, som Kunden indtaster eller i øvrigt lader behandle i Klarkunde.
19.2. Leverandørens samlede erstatningsansvar over for Kunden, uanset ansvarsgrundlag, kan for hver rullende 12-månedersperiode højst udgøre et beløb svarende til Kundens betaling for 12 måneders abonnement. Denne beløbsmæssige begrænsning gælder også i tilfælde af Leverandørens spærring af Kundens adgang til systemet som følge af Kundens betalingsmisligholdelse eller væsentlige misligholdelse i øvrigt.
19.3. Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt avance, tab af goodwill, tab som følge af manglende mulighed for at anvende Klarkunde, tab af data (ud over hvad der følger af ufravigelig lovgivning), bøder eller andre afledte tab.
19.4. Intet i nærværende aftale medfører en begrænsning eller fraskrivelse af Leverandørens ansvar i det omfang, en sådan begrænsning eller fraskrivelse ikke gyldigt kan aftales efter ufravigelig dansk ret, herunder for forsætlige eller groft uagtsomme handlinger, produktansvar, personskade og ansvar i henhold til GDPR artikel 82.
19.5. I det omfang en bestemmelse om ansvarsfraskrivelse eller ansvarsbegrænsning måtte blive tilsidesat eller erklæret ugyldig, påvirker dette ikke gyldigheden af betingelsernes øvrige ansvarsbegrænsninger.
19.6. Leverandøren tager forbehold for programmeringsfejl og er i tilfælde af opdatering af Klarkunde ikke ansvarlig for midlertidige funktionsbegrænsninger.
19.7. Uanset § 19.2 er Leverandørens samlede erstatningsansvar for tab, der helt eller delvist kan henføres til AI-funktioner, listeopslag eller data fra tredjeparter (herunder CVR, sanktions- og PEP-lister), begrænset til et beløb svarende til 3 måneders abonnementsbetaling. Kunden bærer altid det endelige ansvar for dispositioner truffet på baggrund af sådanne oplysninger, jf. §§ 4 og 5.
19.8. Ved datatab forårsaget af Leverandøren er gendannelse af data fra seneste tilgængelige backup, jf. § 14, Kundens eneste misligholdelsesbeføjelse (sole remedy), medmindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed fra Leverandørens side.
20. Force majeure
20.1. Ingen af parterne er ansvarlige for manglende opfyldelse af forpligtelser der skyldes omstændigheder uden for partens rimelige kontrol, herunder men ikke begrænset til naturkatastrofer, krig, pandemier, cyberangreb fra tredjepart, myndighedspåbud, strømsvigt, nedbrud hos tredjepartsleverandører (herunder Supabase, Cloudflare, Erhvervsstyrelsen (CVR), MitID-broker, e-mailudbyder, Stripe og AI-udbydere) eller andre force majeure-lignende forhold, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
20.2. Den berørte part skal straks underrette den anden part og træffe rimelige foranstaltninger for at begrænse virkningen af force majeure-begivenheden.
20.3. Varer force majeure-begivenheden mere end 60 dage, kan begge parter opsige aftalen med øjeblikkelig virkning. Leverandøren skal i så fald så vidt muligt sikre at Kunden kan eksportere sine data.
21. Leverandørens ophør, konkurs eller salg
21.1. Ved Leverandørens konkurs, ophør eller salg af virksomheden har Kunden ret til at få udleveret alle sine data i et maskinlæsbart format inden for 30 dage efter meddelelse herom.
21.2. Leverandøren skal ved væsentlige ændringer i virksomhedens drift, herunder planlagt salg eller ophør, varsle Kunden mindst 90 dage i forvejen.
21.3. Leverandøren kan overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende vilkår til en tredjepart, forudsat at tredjeparten forpligter sig til at overholde samtlige vilkår og at Kunden varsles mindst 30 dage i forvejen.
22. Ophavsret og immaterielle rettigheder
22.1. Klarkunde som samlet hele, de enkelte bestanddele heraf samt kombinationer af disse, som nyder ophavsretlig beskyttelse, tilhører udelukkende NordiskSoft ApS.
22.2. Ved benyttelsen af Klarkunde sker ingen overdragelse af immaterielle rettigheder.
22.3. Såfremt tredjemand rejser krav mod Kunden med den påstand, at Klarkunde krænker tredjemands immaterielle rettigheder, skal Kunden uden ugrundet ophold skriftligt underrette Leverandøren herom og give Leverandøren fuldmagt til at overtage sagen og den fulde kontrol med forsvaret og eventuelle forligsforhandlinger. Kunden skal loyalt bistå Leverandøren hermed.
22.4. Såfremt et krav som nævnt i § 22.3 er begrundet, kan Leverandørens eneste forpligtelse efter eget valg være at: (a) skaffe Kunden fortsat brugsret til Klarkunde, (b) ændre eller omkonfigurere Klarkunde, så krænkelsen bringes til ophør, eller (c) opsige abonnementet helt eller delvist med øjeblikkelig virkning mod tilbagebetaling af allerede betalt abonnementsvederlag for den resterende del af den forudbetalte periode for de berørte ydelser.
22.5. Leverandørens eventuelle erstatningsansvar i anledning af immaterialretskrav er underlagt ansvarsbegrænsningen i § 19 og omfatter ikke indirekte tab, driftstab, tabt avance eller andre afledte tab. Den i § 22.4 beskrevne afhjælpning udgør Kundens eneste misligholdelsesbeføjelse (sole remedy) i anledning af sådanne krav.
23. Ændringer af systemet
23.1. Leverandøren er berettiget til løbende at foretage ændringer, opdateringer og forbedringer af Klarkunde.
23.2. Væsentlige ændringer der påvirker Kundens brug af systemet varsles med rimeligt varsel pr. e-mail og/eller i systemet.
24. Ændring af vilkår
24.1. Leverandøren er berettiget til at ændre nærværende vilkår med et varsel på 30 dage. Varsling sker pr. e-mail og opslag på hjemmesiden.
24.2. Ved en ny version af vilkårene skal Kunden acceptere den nye version ved næste login. Indtil da gælder den senest accepterede version.
24.3. De til enhver tid gældende vilkår og alle tidligere versioner er tilgængelige på www.klarkunde.dk/dokumenter/ og i systemet.
25. Markedsføring og referencekunder
25.1. Leverandøren kan sende Kunden information om egne tilsvarende produkter og ydelser til den e-mailadresse, Kunden har oplyst, jf. markedsføringslovens § 10, stk. 2. Kunden kan til enhver tid frabede sig dette gratis via link i hver henvendelse eller ved henvendelse til Leverandøren.
25.2. Nyhedsbreve og anden markedsføring ud over § 25.1 sendes kun, hvis Kunden har givet særskilt samtykke. Samtykket gives ved et afkrydsningsfelt, der ikke er forudkrydset, registreres med tidspunkt, bruger og IP-adresse og kan til enhver tid tilbagekaldes.
25.3. Leverandøren er berettiget til at anvende Kundens virksomhedsnavn og logo som referencekunde på Leverandørens hjemmeside og i markedsføringsmateriale, medmindre Kunden skriftligt frabeder sig dette.
26. Lovvalg og tvistløsning
26.1. Nærværende vilkår er underlagt dansk ret.
26.2. Enhver tvist mellem parterne skal først forsøges løst ved forhandling.
26.3. Kan parterne ikke nå til enighed, skal tvisten afgøres ved Københavns Byret som første instans.
Disse vilkår udgør sammen med NordiskSoft ApS' databehandleraftale den fulde aftale mellem parterne og erstatter alle tidligere vilkår, kontrakter og aftaler.